Pædagogiske grundprincipper

Miljø10

Undervisningen på Haderslev Handelsskole er både på hg og hhx helhedsorienteret med udgangspunkt i de enkelte fag og den enkelte elevs forudsætninger og behov.

 På hg har lærerne i de sidste år arbejdet med bl.a. læringsstile med henblik på at tilrettelægge undervisningen bedst muligt for den enkelte.

Samarbejds- og undervisningsformer
Undervisningen gennemføres på en sådan måde, at den gør eleverne bevidste om de krav, der efterfølgende vil blive stillet til dem om at kunne arbejde sammen med mange forskellige mennesker i vidt forskellige sammenhænge - uanset om de er i et studiemiljø eller i en erhvervsvirksomhed. Eleverne vil derfor møde forskellige undervisningsformer, afhængigt af hvad formålet med undervisningen er. Den enkelte elev vil få mulighed for både at arbejde selvstændigt og sammen med andre, enten ved par-arbejde eller gruppe/teamarbejde. Også holdstørrelserne vil være forskellige. For eksempel er valgfagsholdene ofte mindre end stamklasserne.

Studiekompetence
På hhx arbejdes desuden på at styrke elevernes studiekompetence. For eksempel arbejdes der med forskellige selvstændige opgaver og projekter, og gennem dette arbejde får eleverne en grundig introduktion til materialesøgning og kildekritik. I løbet af de 3 år, hhx-uddannelsen varer, stiger kravene både til elevernes indsats i den daglige undervisning og til afleveringsopgaverne, og dette er yderligere med til at gøre eleverne parate til den form for undervisning, de vil komme til at møde på en videregående uddannelse.