Kompetenceudvikling

Miljø 09

 

Skolens politik for kompetenceudvikling
Skolen udarbejder hvert år en plan for kompetenceudvikling, hvori også angives skolens særlige indsatsområder for det kommende år.

Indsatsområder hg
På hg arbejder vi med flere forskellige indsatsområder. Elevplan skal implementeres på undervisningsområdet - i dag udarbejder alle elever uddannelsesplaner i Elevplan, men der arbejdes på at integrere Elevplan yderligere i dagligdagen. For eksempel ligger skolens lokale undervisningsplan nu også tilgængelig på Elevplan. Desuden fokuseres der meget på den enkelte elev og hans/hendes behov med det formål dels at øge den enkelte elevs muligheder for at gennemføre et praktikforløb, dels at mindske frafald. Dette sker blandt andet gennem en styrkelse af kontaktlærerfunktionen. Desuden arbejdes der på at styrke skolens kontakt til erhvervslivet, dels ved at sende eleverne i praktik, dels ved at have repræsentanter fra erhvervslivet på besøg på skolen i forskellige sammenhænge.

Indsatsområder hhx
Skolen arbejder også på hhx med forskellige indsatsområder, herunder en øget anvendelse af konferencesystemet It's Learning i skolens dagligdag og øget anvendelse af IT i undervisningen. Desuden tilstræbes det at give uddannelsen et internationalt præg bl.a. gennem deltagelse i internationale samarbejder og tilbud til eleverne om studieophold i udlandet. Skolen har også en god kontakt til det lokale erhvervsliv, der både stiller rådgivere til rådighed for de elever, der deltager i Young Enterprise, og deltager i den daglige undervisning, hvor det er relevant.

Kompetenceudvikling af lærere
Alle skolens lærere deltager hvert år i systematisk kompetenceudvikling. Denne udvikling finder sted på forskellig vis: 1) på skolen i samarbejde med kolleger, 2) gennem 2 årlige møder med fagkolleger fra SYNERGI-skolerne, 3) gennem deltagelse i årsmøder i faglige foreninger og 4) gennem kurser efter den enkelte lærers ønsker og behov - således er enkelte lærere i gang med formel efteruddannelse som en konsekvens af gymnasiereformen.

Gennem de senere år har der været øget fokus på IT-kompetencer, og alle skolens lærere på både hg og hhx har nu Gymnasi-IT eller på anden vis erhvervet sig tilsvarende kompetencer.

Teamsamarbejde
På hg-uddannelsen udgør alle hg-lærere et lærerteam, der i fællesskab planlægger bl.a. de forskellige temaer, der gennemføres på både hg1 og hg2.
På hhx-uddannelsen er lærerne organiseret i lærerteams omkring de enkelte studieretninger - 1 lærerteam pr. studieretningsklasse. Lærerteamsene arbejder sammen om planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Det tætte samarbejde i teamsene gør det muligt for lærerne dels at gennemføre videndeling, dels at coache hinanden, når der er behov for det, for eksempel i forbindelse med nyansættelser.